Nej tak – aldrig en hanhund i huset!

Ja, for blot et år siden var det en sætning, som jeg sagde. Da jeg, siden jeg fik min første sheltie i 1983, altid har haft tæver, og har været godt tilfreds med det, så var der så mange ting, der talte imod at få en hanhund i huset.

I bund og grund var det nok alle skrønerne om hanhunde, som fik mig til at sige det, samt at jeg ikke havde lyst til besværet i løbetids-perioderne. Desuden syntes jeg også, at nogle af de sheltie-hanhunde, som jeg igennem tiderne har oplevet, var noget blødere/anderledes af væsen end tæverne, - men ikke at det var negativt på nogen måde, blot ikke umiddelbart noget jeg ønskede.

Min bedre halvdel havde i længere tid præpareret mig, for han ville gerne prøve at have en hanhund, som han kunne løbe agility med. Og pludselig en dag bød chancen sig.

Nogle af vore venner måtte af med deres dengang 14 mdr. gamle bluemerle han, og det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til.! Denne hanhund og hans søskende havde jeg været med til at hjælpe til verden i januar 2001, og havde igennem hele hans opvækst fulgt ham. At jeg så ydermere altid har ønsket mig en bluemerle er noget helt andet, for farven har ingen betydning i denne sag.

Nu var det så spændende, hvad ”pigerne” ville sige til, at der kom en hanhund i huset??????

Dumbo, som han hedder, mødte på sin egen fjollede facon pigerne ude i vores have. Mødet gik OK, - blot var Cassie (som er hans kusine og 5 år gammel) og Kira (førertæven) ikke specielt vilde med hans pågående facon. Det var næsten for meget for dem. Men Fifi, vores gamle hund, dengang 15 år, fattede straks kærlighed til ham, tog ham til sig, og accepterede ham fuldt ud. De sov sammen fra 1. nat.

Som tiden er gået, har de 2 andre ”piger” også accepteret Dumbos specielle væremåde. Han er altid fjollet, glad og legesyg, - om det så er tidligt om morgenen. Cassie er den ”morgensure” type, og her vil hun være i fred for ham. Men i dagens løb leger de, og ligger sammen og sover i hundekurven. Han tillader sig endda at opdrage lidt på Cassie, når han synes, at hun bliver for vild. Så alt i alt er han faldet utroligt godt til og er accepteret nu af hele flokken.

Ja, hans temperament er anderledes af tævernes. Men på en meget positiv måde. Han adlyder ved første ord, det er en dejlig fornemmelse………, og så er han altid ”glad” og tilfreds.

Da min mand jo skulle løbe agility med ham, fik vi ham HD-fotograferet. Resultatet var perfekt, A på begge hofter. Så nu kunne træningen starte, og Dumbo elsker simpelthen agility. Fart og sjov er lige ham.

Jeg har ændret holdning til hanhunde, pga. Dumbo, som vi nu har haft i næsten 1 år. Når han kigger på mig med sine smukke blå øjne, så kan jeg ikke lade være med at smile. Og det er ikke sidste gang, at jeg vælger en hanhund. Selvom jeg jo nok ikke kan få nogen garanti for at få så dejlig en hanhund som Dumbo, så tør jeg godt en anden gang tage chancen.

Se og læs mere om Dumbo på hans egen side.

Lone Pedersen