At sige farvel efter 16 år er svært. Men sidst i januar i år var det løsningen hjemme hos os.

Fif havde været en stor del af vores hverdag siden vi så hende i kennelen for første gang i 1986. Hun blev født midt i en af de værste snestorme, jeg kan huske. Snedriverne var så høje at de dækkede vejskilte, og vi havde nær aldrig fundet kennelen, da vi skulle ned og hente hende

Fifi var en meget blød hund, som ikke brød sig om at blive kommanderet med. Hun havde det bedst hjemme i flokken med ro omkring sig, og allerhelst meget tæt på os.

Hun havde en utrolig fysik, og da hun var til vaccination hos dyrlægen som ca. 12-13 årig, roste de hendes kondition og udseende, - sagde at hun lignede en hund på 6-7 år. Og det gjorde hun også. Helt frem til få måneder før hendes død. – Først der begyndte alderen at indhente hende. Hele sit liv havde Fifi været frisk og rask, kun en enkelt gang måtte hun til dyrlægen for at få fjernet en knude på siden.

I de sidste måneder gik det stille ned ad bakke, man kunne se alderstegn hos Fifi. De 2 sidste uger i hendes liv, kunne man i hendes øjne se, at gnisten forsvandt, og vi vidste, at den ubehagelige beslutning måtte tages. Men Fifi var træt, - træt efter et langt godt liv.

Vi sagde farvel til Fifi, mens hun stadigvæk havde værdigheden i behold. Det var vores pligt, og andet kunne ikke forsvares, selvom det er noget af det sværeste, man kan opleve ved hundehold.

Naturligvis blev der underligt tomt, og Fifis påfund og vaner vil aldrig blive glemt af os. Vi vil altid have Fifi i vores tanker.

Når man har hund, må egoismen aldrig få overtaget i hundens sidste tid, - man skal altid huske, at hunden skal have både et værdigt liv og en værdig død. Og det syntes vi, at Fifi fik.