Home   PRA Tilbage            

 

 

PRA: Det Skjulte Monster
(med tilladelse fra NSSK - uddrag fra deres beskrivelse af PRA)

Hvad er PRA:
PRA står for Progressive Retinal Atrophy.

 

PRA er en arvelig øjensygdom, som gradvist ødelægger cellerne i nethinden, og til slut bliver hunden blind.  De første typiske symptomer er natteblindhed, efterfulgt af dårlige reflekser på øjnene eller et "grå-grønt" genskær i øjnene i aftenlys. Der findes ingen behandling for sygdommen PRA, en hund med PRA vil før eller senere blive blind.

 

PRA er opdaget hos shetland sheepdog i Skandinavien og hvert eneste PRA-tilfælde omgives af mange bærere.  Det er kun forældredyr og afkom til en hund med PRA, som man med sikkerhed kan sige er PRA-bærer.  En PRA-bærer bliver ikke nødvendigvis syg selv, derfor er det meget vigtigt at ansvarlige opdrættere kontrollerer stamtavlen både på tævens og hanhundens side, for at undgå bærere, og for at undgå at doble kendte PRA-linjer i avlen.

 

(Liste over sheltier med PRA, og deres stamtavler,  findes på NSSK's hjemmeside (http://www.nssk.no/)

 

På sheltien har man set sygdommen opstå i 3-5 års alderen.

 

Et af problemerne med PRA er at sygdommen arves recessivt, det vil sige at 2 helt frie sheltier kan producere afkom med PRA, hvis begge er bærer af genet, som giver PRA. Det recessive gen er en "skjult fare". Det kan være skjult i flere generationer, for så at dukke op igen, når man parrer 2 bærere med hinanden. Nogle af hvalpene får sygdommen, andre bliver bærere af sygdommen. Et andet problem er at sygdommen først optræder så sent i hundens liv, og den ramte hund kan da have nået at have givet en del hvalpe, ligeså kan dens forældre og søskende.

 

DNA-test
I Norge er man startet på et PRA-projekt, som kort fortalt går ud på, at man vil indsamle penge til afdække genet for PRA ved hjælp af en DNA-test. Arbejdet blev startet op af Norunn Jakobsen, og blev siden hen overtaget af NSSK, der har oprettet en fond, med en tilhørende bankkonto, som interesserede er meget velkomne til at indbetale penge på.

 

Udover penge har man naturligvis også brug for blodprøver fra hunde, som er tæt relateret til de hunde, som allerede er diagnosticeret med PRA.

 

Der er taget kontakt til forskeren, Simon Petersen-Jones, Assistant Professor ved Michigan State University i USA, som er interesseret i at hjælpe med projektet.

 

Norges Veterinærhøgskole v/veterinær og genetiker Frode Lingaas skal fungere som central for modtagelse, forsendelse og registrering af prøver og diagnoser.

 

Dr. Simon Petersen-Jones og hans gruppe udviklede den første DNA-test for PRA, - på racen irsk setter.  Og siden hen også hos Welsh Corgi Cardigan.

 

Dr. Simon Petersen-Jones siger: "Ved identificering af genet vil en test gøre det muligt at udelukke ramte hunde fra videre avl, samt gøre det muligt - ved kontrolleret avl - at benytte bærere. Ved kontrolleret avl vil man således ikke udelukke en sheltie med gode egenskaber og af god avlskvalitet.

Med tiden vil en test muliggøre fuldstændig udryddelse af PRA hos sheltien."

Det er ikke en enkel proces, men en proces som kræver stort arbejde, indsamling af DNA-prøver fra ramte hunde, nære slægtninge til de ramte hunde samt stor tålmodighed. Det vil tage ca. tre år eller mere.

 

Da der vil gå nogen tid, førend man har denne mulighed for at DNA-teste, kan man som opdrætter allerede nu tage sine forholdsregler ved at øjenlyse sine avlsdyr jævnligt.  Opdages et PRA-tilfælde har man derefter mulighed for at udelukke avlsdyret fra avl, - samt oplyse afkom og familie til avlsdyret om opdagelsen af PRA.

 

Norsk Shetland Sheepdog Klub har bestemt sig for at være ansvarlig for, at projektet bliver startet og håber på, at en fond for PRA-forskning vil fremskaffe penge nok til at forskningen kan starte. 

 

NSSK har udsendte breve til andre landes sheltieklubber i januar 2002,  hvori de spørger om de vil støtte projektet.

 

NSSK beder alle om hjælp, så at projektet kan startes op, og dr. Simon Petersen-Jones kan begynde forskningen.

 

Vil du læse mere om PRA og forskningen, så clik dig ind på:

http://www.nssk.no/PRA/PRA.html

 

 

Copyright @ cassie.dk