|
Vi har mistet vores dejlige vidunderlige Simone(Tom
Dooleys Senorita Simona). Fredag aften den 21. januar blev hun kørt ned af
en bil – lige uden for vores indkørsel. Hun var lige kommet ind sammen med
Mille (vores anden sheltie, som jeg fik, da Simone var ca. 1½ år gammel) og
havde fået tørret poter, så vi troede, at hun var herinde, da en mand kom og
bankede på døren og spurgte, om vi havde en collie-lignende hund. Han havde
lige påkørt den. Hun var kommet fra marken på den modsatte side af vejen og
lige ud foran ham. Selvom han blokerede bremsen, kunne han ikke gøre noget.
Vi løb ned på vejen, og der lå Simone fuldstændig livløs. Hun var smuttet ud
gennem kattelemmen. De følelser, som fyldte os, kan ikke beskrives, men vi
håber aldrig, at andre skal opleve det sammen.
Jeg hentede Simone hos opdrætteren den 2. november
1996, og fra den dag var mit liv totalt ændret. Den glæde som den lille
uldtot skabte i min tilværelse efter en sort tid, er ikke til at beskrive.
Pludselig kunne jeg kun være glad, når jeg kom hjem fra arbejde, for der
ventede hun, og hun var altid glad.
Jeg begyndte på et hvalpehold med Simone, da hun var 6
måneder gammel. Hun lærte lynhurtigt og var meget nem at arbejde med, så jeg
fik blod på tanden og fortsatte med lydigheden. Simone opnåede at blive
kredsmester i DKK kreds 7 i 1999 i klasse 1 og deltog dermed i DM i
lydighed. Vi fik et mindre godt resultat, men så havde vi prøvet det.
Allerede på det tidspunkt, var vi faldet for en anden sportsgren – nemlig
agility.
Vi var ved et par lejligheder blevet præsenteret for
agility, og det var helt tydeligt, at Simone syntes, at det bare var så
sjovt. Så for hendes skyld startede vi på et begynderhold. Men hurtigt blev
jeg også grebet af det og det endte med, at vi rejste land og rige rundt for
at deltage i stævner. Simone elskede at løbe agility, og det betød ikke
noget for hende, hvem der løb med hende. Da hun i 2001 blev Dansk Spring
Champion, var et af resultaterne også opnået med Jesper Carstensen, som
fører.
Da jeg mødte min mand Jesper, begyndte han at løbe med
Simone. På det tidspunkt havde hun opnået 2 resultater i AG3. Et med mig
selv og endnu et med Jesper Carstensen. Så det kunne jo være rigtig sjovt,
hvis Jesper kunne opnå det sidste resultat, så championatet var opnået med 3
forskellige fører. Men Simone havde det rigtig svært i mellemklassen, for
hun var nok en af de mindste mellemhunde overhovedet. Jesper og Simone har
løbet sig til mange 2. pladser i AG3, men det blev aldrig til det sidste
resultat.
I september 2004 blev Simone målt til lille hund, så vi
håbede på, at 2005 skulle blive en rigtig god sæson for hende med
landsholdsiagtagelse og måske det sidste resultat i AG3. Men sådan skulle
det desværre ikke blive. Det er meget svært, at forstå, at hun er væk. Hun
har jo lige rendt rundt og været enormt frisk og leget med Mille.
Simone var en rigtig all-round hund. Udover hendes
resultater i lydighed og agility, har jeg deltaget i mange udstillinger med
hende. Her opnåede hun flere gode resultater og fik også et enkelt cert.
Der er et tomrum her uden lige. Måske vil nogen tænke,
at hun bare var en hund, men vi elskede hende. Hun gav os så meget glæde,
når hun stod i sofaen og ”duttede” til min kind, fordi hun ville have noget
af min mad, når hun skubbede hovedet ind i vores maver, fordi hun ville
nusses, når hun løb rundt og legede med Mille, når hun puttede sig ved siden
af os, når hun rodede rundt med et blødt tæppe, fordi det skulle ligge helt
rigtigt, når hun besteg et bjerg af puder eller tøj, fordi hun elskede at
ligge i alt, hvad der var blødt eller når hun bare var her. Vi vil altid
savne hende, og hun vil altid havde en hel speciel plads i vore hjerter.
|
